- Leserbrev av Sten Abrahams, har vært på trykk i Holsterbro Dagblad og Lemvig Folkeblad.

Det er frustrerende at opleve en kunstanmelder, der går fuldstændig fejl af en hel udstillings grundkoncept. Således hævder Carsten Bach-Nielsen den 16. marts i Kristeligt Dagblad, at den nyåbnede kunstudstilling på Museet for Religiøs Kunst, »Det guddommelige Billede«, er »problematisk«, fordi den ikke hænger sammen.

De udstillede moderne fotos af Steinar Christensen er »mægtigt påtrængende« og »kommer aldrig til at kommunikere« med de »munkeagtigt« beskedne gamle ikoner. På trods af sine egne formuleringer ser han pudsigt nok slet ikke, at der her er tale om en gennemgående antitetisk grundstruktur ved netop denne udstilling. Situationen er nemlig den, at alle fotografierne udråber det fatale i, at det moderne menneske har valgt sig selv til og Gud fra. Når de gamle ikoner virker mere beskedne, hænger det naturligt nok sammen med, at vi her står over for den modsatte situation: De gamle fromme kunstnere har altid valgt Gud til og sig selv fra. Alt er således i dag vendt på hovedet, og tilbage bliver kun tomheden.

Han læser forkert

At han ikke opdager dette centrale tema, afslører anmelderen pudsigt nok ved at fejllæse titlen på et af de mest centrale fotos i hele udstillingen.

Vi kender alle sammen det gamle billede af en hund, der sidder og kigger ned i en tragt for at genkende sin herres stemme. »His master’s voice«, hedder det. På udstillingen ser vi sandt nok, »en statelig engelsk setter lytte til Apples nyeste udstyr«, men det vigtige er jo, at her er titlen ændret. Nu står der pludselig »His master’s choice«, men det opdager anmelderen ikke. Og derfor heller ikke, at budskabet er et helt andet: Det moderne menneske hører ikke mere Herrens stemme fra den brændende tornebusk, for han er blevet forbruger, og nu er der kun støj tilbage. Han har udskiftet det hellige ikon med et kommercielt brand, og det nye alter består nu af en død iPod placeret på en strømlinet højttaler.

Det gribende ved Steinar Christensens fotografier er, at de overalt udstråler en længsel, en tomhed og et fravær. Mennesket er blevet en fortabt hund, der har mistet sin Herre. Allermest konkret ser vi det måske illustreret i det mægtige foto, der hedder »Holy Garden«, altså Getsemane Have. Det eneste, vi ser, er en bunke afplukkede roser på jorden. Jesus er væk. Apostlene er væk. Tilbage er der kun en langhåret gravhund, der kigger fortvivlet op i billedets højre hjørne, hvorfra et strålelys synes at strømme. – Hvor er Jesus blevet af, og hvor er Gud blevet af?

Den samme spørgende fortvivlelse ser vi i et andet billede med titlen »The champ«. Omkranset af et sandt hav af pokaler, medaljer og andre sportstrofæer sidder igen den stakkels fortabte, herreløse hund og kigger spørgende ud i luften mod tilskueren. – Hvad er der ved at være »rollemodel« og Afgud her på jorden, når Skaberen selv er forsvundet?

Det siger sig selv, at der er meget mere at sige om denne spændende og dybt originale kunstudstilling, men et sted skal man jo stoppe, og det bliver så altså her. Tilbage bliver der kun en stor opfordring til alle om gøre sig den umage at bevæge sig hen til Lemvig Kunstmuseum, som nu igen har en stor kunstnerisk oplevelse at byde på.